12. juli 2009 04:00
Kristian Andersen folketings- og regionsrådskandidat (V) i Nordjylland, Tranevej 61, Farsø, og Birgitte Josefsen spidskandidat (V)
KRISE: Finanskrisen kradser ? i Nordjylland, i Danmark, ja i hele verden. Og det gør ondt! Mange har for en tid mistet deres arbejde og dermed forsørgelsesgrundlaget for hele familien. Virksomheder vinker farvel til planlagte initiativer og ny vækst og indtjening. Iværksættere får sværere ved at komme i gang med deres virksomhed. Det er surt. Men krisetid kan også være grødetid. For mange initiativrige mennesker er krisen en ansporing til at komme op på tæerne og ruste os til ny vækst og fremgang ? frem for at give op og overlade vores fremtid til tilfældigheder. Samme holdning har Venstre og regeringen. Regeringen og Nordjylland vil kæmpe sammen mod krisen. Det blev bekræftet, da beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) og erhvervsminister Lene Espersen (K) forleden var værter for det årlige møde mellem regeringen og repræsentanter for Beskæftigelsesregion Nordjylland og Vækstforum Nordjylland ? inklusive erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, kommuner og jobcentre. Regeringen og Region Nordjylland er klar til fælles kamp og fælles initiativer til at gøre den sure tid til grundlaget for ny fremgang: * Vi skruer op for efter- og videreuddannelse * Vi gør en tidlig og aktiv indsats for unge, ufaglærte ledige og ledige med forældet uddannelse, som rammes hårdest af krisen. * Vi vil styrke mulighederne for nye og mindre virksomheders adgang til vækstkapital. * Vi vil fremme nye vækst og beskæftigelsesmuligheder inden for bl.a. turisme, fødevareområdet, miljø- og velfærdsteknologi, klima, transport og energi. * Vi vil tage fælles initiativer til bedre planlægning, som kan fremme af vækst i turisme og andre grønne erhverv i yderområder og landdistrikter, hvor Nordjylland har store potentialer for nye arbejdspladser. Det er vores og Venstres ambition, at vi skaber stærke rammebetingelser for ny vækst og nye arbejdspladser i hele Region Nordjylland. Og heldigvis er regeringen er med Nordjylland i kampen mod krisen. Men slaget vindes ikke på de bonede gulve alene ? den vindes kun, hvis dygtige og driftige mennesker rykker med os. Lad os vise, at vi kan og vi tør. Lad os vise, at Nordjylland vælger at ruste sig fremtiden og ny fremgang!